Danish-Ukrainian Connections

     Ukraine er et land med store landbrugstraditioner. Landet er blevet kaldt både Europas og Rusland kornkammer. Udviklingen i Ukraines landbrug er i meget høj grad et produkt af landets historie på godt og ondt, derfor følger her en lille indføring: Før den russiske revolution var det ukrainske landbrug præget af privat foretagsomhed, og Stolypins (han blev i øvrigt dræbt i Kiev-operaen) reformer startede det, der kan karakteriseres som startende andelsbevægelse. Storbønder tegnede spidsen i en lovende effektivisering og modernisering. Revolutionen vendte op og ned på det hele. Efter en årrække med forvirrende signaler og skiftende tendenser valgte kommunisterne fra 1928 kollektivisering. De frie bønder blev samlet i store industrielle landbrugsvirksomheder – de såkaldte kolkhoser. De, der ikke ønskede at deltage, blev sendt til Sibirien eller døde af sult, da madrationer kun blev uddelt til ”medgørlige individer”. I de værste år: 1932 – 33 døde mere end 11 millioner ukrainere på den baggrund. Tvangskollektiviseringen startede en deroute for ukrainsk landbrug. De kommunistiske idealer kunne på ingen måde leve op til guleroden i kapitalismen. Først i 1968 havde Ukraine en landbrugsproduktion på samme niveau som i 1913 – året inden første verdenskrig, og heller ikke i 70erne og 80erne kom den effektivitetsstigning, man kunne vente. Systemet tillod det simpelthen ikke. Nu 15 år efter Sovjetunionens sammenbrud er sovjetsystemet stadig Ukraines arv i landbrugsbranchen. Selvom mange af kollektivbrugene er blevet privatiseret, er strukturen stadig præget af få storbrug med medarbejderne organiseret som industriarbejdere. På baggrund heraf er det ukrainske landbrug på trods af mulighederne ekstremt ineffektivt. Således produceredes i 2004 kun 7.600.000 svin (Bestand 9.000.000) i Ukraine – til sammenligning producerede Danmark 25 millioner slagtesvin (Bestand 12.500.000). Samme tendens ses inden for malke og kvægproduktion samt i planteavlen. Udbyttet af f.eks. vårhvede var i 2005 i Danmark 49,2 hKg/Ha – Ukraines androg 35 hKg/Ha – på trods af at både jordforhold og klima er mere gunstige. Siden Sovjetunionens sammenbrud har man gennem betydelige strukturreformer søgt at skabe den effektivitetsstigning, der er så hårdt brug for. I de seneste år er der desuden sket en stigning i investeringerne eksempelvis inden for fjerkræsbranchen samt i svineproduktionen. Udviklingen følger i store træk det, der kan kaldes normalt, når man taler om transitionsøkonomi. Sektorernes udvikling bliver i store træk styret af den mulige tilbagebetalingstid ved nyinvestering. Den gængse rækkefølge er derfor: Jordbrug, fjerkræsproduktion, svineproduktion og kvæg-/malkeproduktion. Ukraine er i 2006 ”nået” til at begynde investering i svineproduktion. Dette skal vel at mærke ikke forstås som om, at man er færdig med at udvikle jordbrug og fjerkræsproduktion – langt fra. Jordbrug Det traditionelle jordbrugsområde i Ukraine strækker sig fra Kiev/Zhitomir i nordvest sydøstover til Donetsk. Det er her, den berømte sortjord har sin største udbredelse. I ukrainsk jordbrug er hovedafgrøderne stadig helt overvejende hvede, majs og sukkerroer, der står for omkring 75% af det tilsåede areal. Imidlertid er andre afgrøder begyndt at komme med. Det gælder blandt andet raps samt de almindeligt kendte kornsorter. Indførsel af nye afgrøder drives fortrinsvis af behovet i husdyrsproduktionens foderled. Bl.a. kan nævnes soja, der i en årrække har været genstand for stor opmærksomhed pga. stort proteinindhold og dermed velegnethed som komponent i foderproduktionen. På trods af sojas åbenlyse kvaliteter, er det tilsåede areal ikke steget bemærkelsesværdigt – og afgrøden importeres stadig i stor stil og til meget høje priser. Ukrainsk planteavl har de sidste åringer oplevet store investeringer i teknologi og knowhow. Man udskifter den forældede sovjetiske maskinpark med moderne vestligt udstyr. Fjerkræsbranchen Den ukrainske produktion af fjerkræ har gennem de sidste 7-10 år oplevet store investeringer. Dette hænger meget nøje sammen med den generelle tendens til at netop denne sektor bliver udviklet før andre i landbruget, da bl.a. kyllingers korte levetid og kødets relativt høje pris gør tilbagebetalingstiden på nyinvesteringer kort. Samtidig har erhvervet oplevet protektionisme fra officielt hold – sidst i januar 2005, hvor præsident Viktor Jusjtjenko satte spørgsmålet om udvikling af selvstændig ukrainsk produktion højt på den indenrigspolitiske dagsorden. Der blev indført investeringsprogrammer med favorable finansieringsvilkår i såvel ukrainske som udenlandske banker . På denne baggrund regnes den indenlandske ukrainske fjerkræsproduktion at stige med næsten 30% til næste år og vil således dække ca. 85% af landets behov. Den indenlandske efterspørgsel vil kun gå op 8 %, hvorfor udenlandske eksportører af fjerkræ vil opleve stor konkurrence. 39% af produktionen er desuden koncentreret hos én stærk producent – Nasja Rjaba. Der vil fortrinsvis blive tale om vertikal ekspansion, hvor enten fjerkræsslagterier eller foderproducenter investerer i at udvide værdikæden. På baggrund af ovenforstående må danske eksportører af fjerkræ til Ukraine tænkes at gå vanskelige tider i møde (hvilket allerede nu ses på eksporttallene), hvorimod leverandører af teknologi og knowhow vil have gode muligheder for afsætning. Svineproduktion Ukrainerne har altid været glade for svinekød – salo – spæk er nationalspise. Året før Sovjetunionens sammenbrud spiste hver ukrainer i gennemsnit 26 kg. svinekød pr. år. I 2005 var dette tal nede på 17 kg. – et tal, der ene og alene må tilskrives dårlig økonomi og købekraft. Tidligere er en stor del af forbruget af svinekød i Ukraine blevet importeret fra landene i EU og Brasilien. Pga. stadigt større toldbarrierer og generel stor efterspørgsel er der p.t. stor fokus på udviklingen af egenproduktion. De store områder med sortjord og de deraf følgende muligheder for foderproduktion gør landet oplagt til slagtedyrsproduktion. Samtidig spiller en overordentlig gunstig pris på kød ind. Medio 2005 lå niveauet ca. 2-2,5 gang over niveauet i EU. Der er dog ingen tvivl om, at også der også i fremtiden vil være plads til både import og produktion af egne dyr. Efterspørgslen er simpelthen så stor, at der vil gå årtier inden markedet er mættet. Taget den nuværende produktion/import in mente skal ukrainerne således producere 10 millioner slagtesvin ekstra pr. år for at være selvforsynende. Dette vil kræve ca. 300 større svine produktioner (1500 søer) – hvilket med ukrainske priser (2005) vil sige en investering på ca. 18 milliarder DKK. Vækstpotentialet er derfor enormt. Man regner desuden med, at for hver procents velfærdsstigning vil svinekødsforbruget stige ½%. Strukturen i ukrainsk svineproduktion følger det almene i landbruget. Stor grad af vertikal integration og få meget store virksomheder, der står for den helt overvejende del af produktionen og som samtidig er tilstrækkeligt velhavende til at investere i ny teknologi. Udaf ca. 3.700 større svinebedrifter, står ”best practice” virksomhederne for omkring 5-10%. (men for en meget større del af produktionen). Det er disse, danske virksomheder fortrinsvis skal søge at lokalisere ved eksportfremstød Både danske leverandører af svinekød og teknologi hertil bør have gode muligheder for fremstød i Ukraine, ligesom producenter af avlsmateriale bør have gode afsætningsmuligheder til de ukrainske svineproducenter, der ønsker at opnå vestlige produktionsresultater. Kvæg- og mælkeproduktion Som det område i landbrugssektoren, der kræver de største investeringer og har den længste tilbagebetalingstid på investeringer (grundet lave priser på kød og lang ”modningstid”), er der ingen positive tendenser at spore i de sidste 3 til 5 års udvikling. Kvægbestanden fortsætter med at falde og er nu på rekordlave 7,8 millioner høveder. Finansieringsmulighederne, der vil gøre evt. investeringer til en realitet, findes simpelthen ikke. Løbetiderne på de tilbudte lån er for lange, og renterne for høje. En meget stor del af det oksekød, der bliver fortæret i Ukraine, importeres, da de ukrainske producenter hverken på pris eller kvalitet er konkurrencedygtige overfor vestlige – særligt sydamerikanske leverandører. En undtagelse er producenterne af mælk, der grundet den konstante indtægtskilde har relativt bedre økonomiske forhold end kødkvægsproducenterne. Danske eksportører vil kun kunne gøre sig inden for eksport af kød samt udstyr til ukrainske mælkeproducenter. Centrale problemstillinger Som det ses ovenfor, er et helt centralt problem i den ukrainske landbrugssektor de manglende finansieringsmuligheder. Et ben i denne problemstilling er, at jordlovene ikke giver mulighed for sikkerhedsstillelse med udgangspunkt i jord. Endnu engang er der tale om et levn fra sovjettiden: Man kan i Ukraine ikke eje landbrugsjord, da det ses som et statsligt aktiv – og dermed ikke kan frasælges. Loven åbner udelukkende op for at leje landbrugsjord i perioder op til 2*49 år. Men bankerne godtager ikke lejeaftaler som sikkerhed, og derfor virker lovgivningen som en direkte hindring for nyinvesteringer og udvikling af sektoren. For danske landmænd, der ønsker at investere i ukrainsk landbrug, er jordloven ligeledes en hindring – om end i mere psykologisk retning. Danske landmænd vil normalt ikke have samme finansieringsproblem som deres ukrainske kolleger, da man vil tage udgangspunkt i sit danske/europæiske pengeinstitut. Imidlertid kan det være svært rent psykisk at forlige sig med tanken om at investere i noget, der rent juridisk ikke tilhører én selv, men derimod den ukrainske stat – eneste ejendom, man i Ukraine må eje, er produktionsbygningerne. På plussiden kan derimod noteres lejeomkostninger på omkring DKK 120 pr. Ha/år, hvilket må karakteriseres som ekstremt billigt – også taget jordens kvalitet i betragtning. Et andet hovedproblem i den ukrainske landbrugssektor er management. Medarbejderne har mange gange den ”rigtige” uddannelse og endog meget stor specialistviden, men rent organisatorisk lader det sig ikke gøre at optimere landbruget til at fungere med vestlige resultater – både i planteavl og dyreproduktion. Man kan anskue problematikken fra to synsvinkler: Fra direktørens side er det nok uvillighed til at uddelegere ansvar, og troen på at en høj magtdistance – og dermed ”frygt” – overfor lederen bringer resultater. Fra medarbejderne spores uvillighed til at tage egenhændige beslutninger og ansvar – mangel på initiativ, fleksibilitet og fokus på at ”redde eget skind”. Danske farmere, der investerer i ukrainsk landbrugsproduktion, vil uden tvivl stifte bekendtskab med problematikken. Den eneste mulige udvej er at fokusere intensivt på ledelsesstil og være klar over, at blød dansk ledelsesstil i Ukraine er ligeså forkert, som hård autoritær ukrainsk ledelse i Danmark. Der skal med andre ord findes et kompromis, hvor man opnår fordelene ved det den danske model uden derved at miste magt og anseelse i organisationen. Sidste problemstilling, der her vil blive berørt, er forsyningssikkerheden for helt altafgørende varer som f.eks. såsæd, foderstoffer, veterinære artikler og medicin. Det er ikke noget problem at få fat i disse ting – problemet er blot tidsperspektivet. Dansk landbrug gør meget ud af, at kunne klare uforudsete situationer uden problemer. Denne tilgang kræver en stabil og meget udviklet forsyningsinfrastruktur – virksomheder der er klar til at levere året rundt. I Ukraine vil man som dansker opleve, at det vil være nødvendigt at oprette flere lagre for dermed at sikre forsyningen af f.eks. livsnødvendige veterinære artikler.